torsdag den 1. januar 2009

Det sydfynske Øhav 2009 - nytårsønsker

Kaskader af raketter susede mod himlen i nat. Lyden og lysene efterlod en næsten konstant dyb brummen over Øhavets købstæder - og i Marstal benyttede man som sædvanligt lejligheden til at sende bunker af røde, lysende nødrakker op. De hang dér i stjernehimmelen adskillige minutter - højt hævet over vores andres småfyrværkeri. En rigtig uskik som ikke er en søfartsby værdig - men risikoen for at et skib er i nød kl. 24 nytårsaften er jo omvendt heller ikke stor.

Er Øhavet i nød?

Nej - langt fra. 2009 tegner til at blive et spændende år for Det Sydfynske Øhav med dets mange beboede og ubeboede øer.

Det helt store og nyskabende initiativ er den nationalparkundersøgelse der skal sættes i gang i år.

Det er interessentselskabet "Naturturisme I/S" der har udarbejdet planen, der forhåbentlig munder ud i Øhavets Nationalpark.
Det vil tage et par år at gennemføre pilotprojektet, hvor alle beboere i og ved Det Sydfynske Øhav får mulighed for at deltage i den proces der skal afklare hvordan holdningen er til en nationalpark.

Der er sket meget siden Øhavet for 5-6 år siden blev udpeget som et af de områder der har natur- og miljøkvaliteter, der kan gøre det fortjent til nationalpark.

Dengang blev ideen slået ihjel af det daværende Fyns Amt, der ikke mente at kvaliteten i Øhavet var i orden. Ganske overraskende holdning hos amtet, der jo netop i stedet kunne tage udfordringen op - og arbejde for at vandkvaliteten blev så god, at den kunne leve leve op til nationalpark.

Sandheden bag "nejet" til nationalpark er nok, at den daværende miljøchef i Amtet var født i Marstal og bosat på Tåsinge, og ikke ønskede forstyrrelser i sin egen baghave! Amtet havde nemlig år tidligere reageret på samme overraskende måde, da det drejede sig om at regulere jagten i Øhavet! Miljøchefen var også ivrig jæger!

I dag tænkes der heldigvis mere visionært. Stemning er langtsomt ved at ændre sig. Selv inkarnerede modstandere ser nu mere nuanceret på ideen - og støtter, at det i hvert fald bliver undersøgt, hvad en park kan betyde for Øhavets natur og dets beboere.

En nationalpark kan rumme mange fordele. Pilotprojektet vil givetvis sandsynliggøre at et øget og tættere samarbejde mellem de mange, mindre, beboede øer er vejen frem.

Jeg er overbevist om, at vi her ved indgangen til 09 vil opleve, at de to udnævnte nationalparker i 2008 (Thy og Vadehavet) genererer øget aktivitet og forbedret økonomi i områderne.
Men igen er det nødvendigt at fastslå, at nationalparker er et naturprojekt. Det er genskabelse af mere natur og bedre naturpleje, der skal være forudsætningen for øget turisme, og mere attraktive bosætningsområder - som givetvis vil gøre det mere attraktivt at slå sig ned på Ærø og Langeland og de øvrige kystnære områder der bliver en del af Øhavets Nationalpark.

God arbejdslyst. Der er god grund til at smile på naturens vegne her i 2009!