onsdag den 23. april 2008

Væk med ulovlighederne!

I Fyns Amts Avis kunne man i går læse om de mange ulovlige skilte, der florerer i og ved Det Sydfynske Øhav.
Det er denne blogs "ejer", der har kørt rundt i området og fundet de mange skilte, der forbyder adgang ad markveje, til skove, og mange andre smukke steder. Det tog kun et par timer.
Reaktionen er ikke udeblevet: En af grundejerne har truet med at anlægge injuriesag, såfremt jeg ikke inden for en uge siger pænt undskyld!
Der er ikke kød på det ben, da manden ikke nævnes med navn, det samme gør den præcise angivelse af ulovligheden heller ikke, så det tager jeg helt roligt.
Det var omvendt dejligt at høre en kvinde der sammen med en flok kønsfæller færdes i naturen vest for Svendborg, og nu ville høre om et skilts eventuelle ulovlighed.

Jo naturen kan stadig medføre debat. Naturen engagerer vi os alle sammen i - på den ene eller anden anden måde. Nogle klatrer i træer, andre lytter til fuglefløjt og atter andre går på jagt eller fisker fra stranden en hel dag.

Alle bruger vi naturen - og bliver sundere mennesker af det. Men hvorfor har dem, der ejer naturen så ondt af, at vi gerne vil derud?

søndag den 13. april 2008

Goddag, havterne!

I går skete det, jeg havde ventet på i nogle uger: Jeg så den første havterne. Højt til vejrs fløj denne smukke hvide elegante fugl omkring Bukø, en lille ø i Lindelse Nor i Det Sydfynske Øhav. Endnu en art er ankommet for at yngle her hos os.
Er det da ikke bare et under: I den danske vinter opholder havternen sig i Sydafrika og kan tilmed finde på at følge de havstrømme, der fører små krebsdyr - og dermed også ternen - rundt om Sydpolen. For nolge måneder siden begyndte så den lange tur tilbage til ynglepladserne. Den kan sagtens vælge at slå sig ned i de kolonier hvor den få år forinden selv er klækket. Det har ringmærkninger af unge nyfødte terner og af voksne terner afsløret. Jeg har selv fundet nogle af mine ringmærkede terner stort set på samme lille område som de år tidligere så dagens lys fra!
Havternen er den fugleart der trækker længst - og når Egholmskokken den 1. maj begynder sin tursejlads med gæster ombord - er der garanti for at se og høre denne smukke fugl.
En anden fugleart, edderfuglen, trækker ud af Øhavet lige nu. Turen går mod syd, rundt om Langelands sydspids og ud til Østersøens kyster, hvor fuglen yngler i tusindtal.
Der er heldigvis stadig edderfugle i Øhavet. Faktisk bliver arten mere og mere almindelig, og i løbet af de næste uger vil jeg registrere hvor mange edderfugle der yngler på udvalgte øer og holme i Øhavet.